25. jul. 2012

Social arv

To unge kvinder, jeg kender, har i den forgange uge brudt med deres respektive kærester igennem flere år. De er søstre og vi kom til at tale om bruddene, Søsterlil (aka Moster) og mig. Begge havde nemlig uafhængigt af hinanden som begrundelse, at kæresterne ikke behandlede dem godt verbalt. Den ene talte/råbte grimt hele tiden, den anden havde en offentlig og en privat side.

Det er fint, at kvinderne endelig har fået sagt fra og stoppet forhold, der ikke er positive. Det er bare mystisk, at de begge har fundet sig i det i flere år.

Og dog. For i hjemmet (vi har kendt dem altid) er de vokset op med forældre, der også altid har bidt og vrisset af hinanden. Også når der var gæster.

Det har Søsterlil og mig aldrig oplevet igennem vores opvækst. Bevares, vores forældre har da været vrede på hinanden, diskuteret og der har været ubehagelig stilhed af og til. Men dels er det ikke foregået foran os, og dels har de ikke nedgjort hinanden verbalt foran andre - hverken familie, børn eller venner.

Hjemme hos Kæreste var det mere den tavse, vestjyske facon, der gjaldt. Men heller ikke her verbal tilsvinen.

Gad vide, hvad vi selv kommer til at videreføre?

Forhåbentlig kan vi lære Bean, at man skal tale pænt til og om andre (jo, SELVFØLGELIG sladrer jeg også engang imellem!), men at det også er ok at blive vred eller skuffet og at kommunikere det. Det vigtige er bare, at man kan komme videre efter en uoverensstemmelse eller et skænderi uden at bære nag og uden at tage det med til næste diskussion. At man godt kan blive sure på hinanden uden at det er verdens undergang, fordi man nok skal blive gode venner igen. At man - uanset hvor sur man er - behandler hinanden ordentligt.

Sådan prøver vi i al fald at leve.

ForHÅBentlig lærer vi hende - by example - at man ikke finder sig i, at andre (kærester, venner, ...) behandler éen dårligt.



Damn, det er en stor opgave, det dér forældreskab.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar