31. aug. 2012

På den sidste sommerdag...

... kom jeg til at tænke på vintertøj.

For det lader til at "alle" andre har styr på og indkøbt flyverdragter mv. til poderne. Jeg aner ikke, hvilken størrelsen Bean når at blive når det bliver aktuelt med så varmt antræk. Eller om det bliver relevant med støvler også.

Helt ærligt. Kan man ikke vente til vi kommer tættere på? Og beHØver det være jävla dyrt - kan H&M eller Tøj og Sko ikke også lave weather proof tøj?

Det kan godt være, vi efterhånden har styr på det meste, hvad angår Bean (altså, ift. hendes overlevelse), men sæsonskift er rookie-time, kan jeg godt mærke.



Nåja, forresten er vi startet på babysalmesang. Hit, hit, hit. Ih, hvor var det en fryd at se 8 småbitte børn være tryllebundne af sang og fagter.

30. aug. 2012

4 måneder. Nu med mad.

Bean bliver 1/3 år gammel (ung?) i dag.

Kæreste siger, han ikke kan huske, hvordan det var, før hun kom til verden.

Det kan jeg godt. Sådan da. 

Men jeg kan ikke huske, hvad jeg brugte al min tid på. Noget af den brugte jeg på studie eller arbejde, jeg læste boligblade GRUNDIGT, syede, løb, lavede mad, bagte. Hvad gjorde jeg resten af tiden? Når der ikke var nogen, at skulle underholdes, nusses, tales med, ammes, pusles og trøstes.

I går var Sunder-Helle med til mødregruppe for at tale om mad. Og søvn. Og diverse.

Og hun gav grønt lys for at vi kan starte med at lege med mad. Det har jeg glædet mig til! Jeg ved godt, at det bliver en proces at finde ud af det hele og indtil jeg er rutineret kommer det også til at tage tid at forberede og tillave grød og mos. Men det bliver så spændende at introducere Bean for 'rigtig' mad, at undersøge og smage og grise og lege med alle de nye indtryk. Hun er jo interesseret - når vi spiser, kigger hun og rækker ud efter bestik og munde. 

Så vi prøvede. Det var en stor succes! Der blev ikke spist så meget, tror jeg, men der blev smagt og undersøgt og smagt noget mere. I dyb koncentration. 

Jeg spiser lige, mor. 

Jeg talte også med Sunder-Helle om søvn og den krig vi udkæmper når Bean skal sove - om at gå rundt og vugge hende i armene indtil hun overgiver sig. 

Ny strategi er at sidde stille med hende i armene til øjnene begynder at blive små og så lægge hende i sengen og sidde med en hånd på brystet af hende og sige 'Nååååh' og 'Såååå' og 'Schyyyyy' indtil hun falder i søvn. Det har vi nu prøvet tre gange med stor succes. Efter ca. 20-25 minutter overgiver hun sig til søvnen og falder helt i søvn UDEN at blive vugget eller være hos en af os. Der grædes igennem i noget af den tid, bevares, men det er til at overskue. 

Alt i alt lader det til, at vi er på vej i det rette spor igen og at tigeren har sluppet sit greb. 

28. aug. 2012

Siden sidst

... tak for kommentarerne, tanker og virtuel støtte.

Det lader til at skyerne er lettet en smule. Og så er der bedre plads til det gode, til smil og til latter.

Indlægget fik også mig til at mærke efter og tænke en ekstra gang (eller 5) over det hele og I har ret. Den er der, jo. Kærligheden. Og glæden. Men den var godt nok gravet langt ned denne gang. (Lortetigerspring)

Det hænger nok også sammen med at Kæreste er startet på arbejde igen efter sommerferien og har en masse om ørerne og derfor mindre tid og ikke mindst overskud til alt det herhjemme. Vi skal lige falde på plads igen i nye roller og finde en rimelig arbejdsfordeling. Men det kræver at vi begge bliver bedre til at sige til og fra og at Kæreste får et overblik over hvor lang tid, han faktisk behøver, for at gøre sit job.

Der var ingen, der lovede, at det blev nemt. Vi havde bare ikke regnet med, at det blev så svært.

24. aug. 2012

Det, man aldrig må sige

Hvordan ved man, om man elsker sit barn?



Lige nu er det simpelthen så hårdt, at det er svært at mærke om den er der. Kærligheden.


Det er næsten ikke til at holde ud, og jeg ved godt, det er helt, helt forbudt at sige. But there you go. Jeg håber sådan, at den gemmer sig derinde et sted bag kronisk søvnunderskud og ekstremt vanskeligt barn. Jeg håber sådan, at den dukker frem, når skyerne letter. Jeg håber sådan, at den er der stadigvæk, ligesom den var, da Bean endnu bare var en bønne inden i mig. For jeg kan slet ikke overskue, hvad jeg skal gøre, hvis den ikke er.

One of those weeks

Tigerspring nr. 4 er i fuld gang.

Dejligt (indsæt selv sarkasme i rigelige mængder)

Græde, pylre, være på mor eller far konstant og sove sporadisk og uregelmæssigt.

Overskud? Skisme ikke her på matriklen, hvor nogen (jeg) mumlede 'så ti dog stille, for fanden' en hel halv sø rundt på en herlig barnevognstur. Det er ellers det sikre sted at få Bean til at falde i søvn.

Jeg satser på at karma giver en hånd med og sender derfor alle mine bedste weekendhilsner ud i blogland.

20. aug. 2012

Den dejligste søndag i 100 år

I går var sådan en af de dage, der bare var helt perfekte.

Selvom jeg havde følelsen af at have tømmermænd ovenpå Svigerindes polterabend - trods kun 2 genstande fordelt over hele dagen og hjemkomst kl 23.

Bean var så sød hele dagen - sovning gik fint, spisning gik fint og så er der overskud til at være glad og lege og øve sig i at trække sig op i armene og helt op at stå (som er det fedeste i verden pt.).

Vejret var smukt og Kæreste og mig havde al tid i verden til at gå ture med barnevognen.

Frokost blev på café for første gang siden fødslen (sic!).
Aftensmaden blev medbragt hjemmefra og spist på en bænk ved Søerne.

Hvis det ikke giver overskud, så ved jeg ikke hvad gør.



Lykken er den bedste søndag

17. aug. 2012

Polterabend

I morgen skal jeg til polterabend. Det er min svigerinde, der skal overraskes og det er et heldagsprojekt.

Babyer og fulde kvinder er ikke et super mix, så Kæreste skal have Bean det meste af dagen.

Jeg troede egentligt, jeg havde det ok med det. Men jeg har lige nu simpelthen så svært ved at overskue projektet. Ikke mindst fordi, det endnu ikke er en ubetinget succes, det dér flaske-spisning.

Jeg tror, det bliver noget med, at jeg har Bean med til første stop på dagen, Kæreste kommer og møder os senere og jeg tager forholdsvis tidligt hjem.

Hvis alt går vel.

Puha. Hvis bare hun var lidt ældre og kunne spise noget andet end min mælk. Eller var lidt lettere at have med at gøre generelt.

I dag er jeg alene hele dagen - Kæreste har intro-fest for lærere efter dagens arbejde på det nye job - og det er op ad bakke, men jo ikke noget, jeg ikke har gjort før. Og det er ligesom mig, der bærer rundt på og producerer maden.

Der er nok ikke andet at gøre end at prøve og se hvordan det går. Hvis alt bliver kaos herhjemme, må jeg jo bare slutte polterabend'en tidligt.

Men det huer mig altså ikke.

16. aug. 2012

Mig og de gamle

I dag skal mødregruppen samles igen - alle 6 - efter en lang sommerferie med sporadiske og amputerede møder.

Vi skal være her i huset, og derfor blev aftenen i går brugt på lidt mere oprydning end vanligt. Altså. Vi bor (ret) ryddeligt i forvejen, men der ligger som regel en Mac et eller andet sted og nogle papirer rundt omkring.

... som vistnok førnævnt er det en meget homogen mødregruppe. Bortset fra mig.

Forstået sådan, at jeg er den aller-alleryngste med en ret stor margin. Selvom jeg bestemt ikke er en 'ung mor'. 28 er godt nok et års tid under gennemsnittet for førstegangsfødende, men alligevel.

De andre er vældig søde og rare, men vi er (bortset fra nybagt mor-status) helt, helt forskellige steder i livet. De andre har god gang i karriere og er vældig etablerede. Vi er stadig igang med at finde ud af det hele og os selv og jeg har som bekendt ikke rigtig nogen karriere (endnu)

Måske er det derfor, jeg helst vil have at huset er lidt ekstra ryddeligt. For ligesom at signalere at der er styr på det, min alder til trods.

Fjollet.

15. aug. 2012

Mænd...

Kæreste har været en tur med på efterfødselshold er blev helt tummelumsk og ør i hovedet af 12 babyer i samme rum.

Tsk, tsk, tsk.


(Men det gik nu ellers fint og Bean var en sød baby at have med (det plejer hun nu også at være) - og vigtigst af alt: vi fik lært nye tumletricks der passer til str. tre-en-halv måned. Fx kolbøtter.

For pokker hvor bliver de store, de andres børn! Vi kan knap huske at Bean har set anderledes ud end hun gør nu. Selvom vi synes hun er blevet en ordentlig klump at løfte rundt på med sine knap 6 kg. I sammenligning med nogle af sine jævnaldrende er hun dog stadig petit og fin (og øøøøndig!) og har hverken rygdeller eller utallige elastikker på hele armen.)

13. aug. 2012

... fik jeg forresten sagt?

... at jeg nu er den lykkelige ejer af en fin, fin MacBook Air? Den lille model, bevares, men jeg har ønsket mig en mac i herrelang tid.

Og jeg er så glad for den.

Nu skal jeg bare lære at bruge den.

(Fx har jeg endnu ikke luret, hvordan man opretter et dokument a la word)

12. aug. 2012

Græsenke

Atter en soloweekend med Bean. Kæreste har været på herretur i sommerhus med nørderi og druk.

Og en hel weekend er altså lige lang nok tid - i al fald endnu. Men turen var planlagt før Bean kom til verden og at koordinere 6 travle mænds tid er ikke sådan ligetil.

Mormor og Morfar kom på besøg til hygge, aflastning og spisning lørdag og fredag stod Moster for maden. Så det gik altsammen - og jeg havde selvfølgelig også klaret det selv, hvis det var det.

Men jeg er træt nu. For sevan hvor er man meget på når Bean sjældent sover mere end 40 minutter ad gangen.

Og Kæreste starter arbejde i morgen, så sommeren og luksus med 4 hænder er officielt overstået.

10. aug. 2012

The edge of reason

Gad vide, hvor man får det lille nøk ekstra overskud fra, som gør, at man lige præcis IKKE skriger "Hold nu kæft!" ind i hovedet på sit lille barn, når hun skrigegræder på 3. time den aften (og 6. time den dag)? (For no particular reason, I might add)

Jeg er glad for, det er der. For ellers ville jeg ikke bare have dårlig samvittighed over at tænke på at råbe, men have uhyggeligt sort samvittighed over at have gjort det.

Og ja. Jeg ved godt, at jeg sikkert kommer til at råbe alligevel på et eller andet tidspunkt. (Gør alle ikke det? Eller er der en måde at undgå det på?) Men jeg er glad for at have haft den gnist af overskud indtil videre, selvom jeg på ingen måde kan regne ud, hvor den kommer fra.

9. aug. 2012

Morgentur om Søerne

... hvor alle os med barnevogne nikker og smiler trætte til hinanden i anerkendelse af lårtykke rander under øjnene og manglende søvn som kollektivt fænomen.

8. aug. 2012

Det lille hjem

I løbet af de sidste par uger har vi insisteret på at lave lidt andet end baby-relaterede ting. Mest fordi det giver os overskud og dermed gør livet bedre for os alle 3.

Så der er blevet sat indtil flere boligprojekter (i lille skala) i søen og de fleste er også helt afsluttede.

Fx er der indkøbt, samlet, malet og opsat fine kasser til opbevaring i køkkenet. Der er også kommet en emhætte til.

Jeg har ombetrukket de fine arvede Wegner-spisebordsstole og opdateret det (meget) slidte, gulgrønne 50er-look til et mere klassisk lysegråt. Det står ret fint til den aldrende teak, hvis jeg selv skal sige det. Kæreste er heldigvis enig.

... og fordi han er så sød at indvilge i at realisere nogle af mine mere skøre ideer, så har vi nu en polstret,  koralfarvet sky hængende i entreen med helt enkle knager under.

Endelig fik jeg også sat tapet op i det indbyggede skab i entreen. Der mangler nu bare en skohylde og så er det også færdigt.

Nyt, mere klassisk look

Oprindelig polstring

Skyen. Den er jeg ret tilfreds med og Kæreste endte med også at synes, det er en fin ide.

Det fine tapet - noget mere festligt end det halvsmadrede papir der sad der før.

IKEA, customized. Almindelige hvide kasser malet med fine farver (prøvebøtter fra Sadolin) har givet plads i køkkenet til det service, vi bruger allermest. Praktisk og pænt. Og dejligt med lidt farve i hvidt og gråt køkken! Drømmer om Made a Mano-fliser ved kogepladen og indbygget møbel omkring køleskabet... engang.

7. aug. 2012

Vaccination schmaccination

Altså. Jeg er HELT ombord og med på, at vaccinationer er en fin ting.

Men for helvede søren hvor er det ikke sjovt i det lille hjem pt.

Selve vaccinationen gik for så vidt fint. Jo, bevares, Bean blev rigtig ked af det og det var tydeligvis ikke rart at blive stukket med psykolange nåle (seriøst! SKAL de være så lange?), men kunne godt trøstes og falde ned igen bagefter.
Moderen var vist den, der var mest traumatiseret af den oplevelse.

Til at starte med gik det fint og vi nåede lige at tænke, at vi var sluppet nådigt, før Nemesis bankede på og feberen satte ind.

Så vi har et pylret, feberramt, grædende barn uden særlig appetit, og som stort set kun vil sove. I mine arme forstås. Og det er smaddersynd for hende, men det er skisme også hårdt for os.

Kæreste sendte mig afsted til nyåbnet emmerys tidligere i dag - uden baby - til en pause fra det hele og en latte. På den måde er han altså god, ham Kæreste. For pauser skal der til. Jeg gruer ærligt talt lidt for næste uge og tilbagevenden til virkeligheden som barselsmor uden hjemmegående barselsfar...

Satser ret meget på, at det klinger af og forsvinder i løbet af i dag og i nat, så det igen er en normal Bean vi har i morgen.

2. aug. 2012

3 måneder plus det løse - are we having fun yet?

Mandag var det nøjagtig tre måneder siden, jeg prustende ankom til Riget, fik at vide, jeg var 10 cm åben og et par timer efter fik Bean op på brystet.

Hvordan gik der et kvart år, uden at vi opdagede det?

Og hvordan kan tiden gå så stærkt og samtidig føles uendelig lang når man står/går/vugger/gynger et skrigende barn?

Om vi har det sjovt endnu... tja.

Bean har. I al fald noget af tiden. Hun har nemlig fundet ud af, hvordan man ikke blot smiler og kommer med et enkelt fnis. Hun kan nu klukle. Og det er noget i retning af den herligste lyd i verden.

Vi har også. I al fald noget af tiden. For det dér kolik er ikke helt overstået endnu. Desværre. Og mine fødsels-jeg-behøver-stort-set-ikke-at-sove-hormoner er ved at være væk, så overskuddet er ikke altid hvad det burde være. Til gengæld er Kæreste god til at tage over. Særligt når jeg beder om det. (Det øver jeg mig så på)

Sommerferien er så småt ved at være forbi. I næste uge starter APA og mødregruppe igen - og hele næste weekend er jeg solo, fordi Kæreste er på mande-sommerhus-druk-tur. Ugen efter starter Kæreste med møder på Nyt Arbejde.

For pokker hvor har det været godt, at vores timing med fødsel og Beans kolik faldt nogenlunde sammen med Kærestes sommerferie, så vi har kunne aflaste hinanden. Ellers havde jeg været helt flad. Og sikkert ret syrlig i det.

Vi satser ret meget på, at kolikken er aftagende og forsvinder NU lige om lidt. Helst før vi tager toget t/r til Vestkysten i weekenden og besøger Olde nr. 2 (Kærestes farmor) og svigerfamilien. Ellers bliver både vi og resten af familiekupeen ret trætte af livet.

I øvrigt: jeg er ret taknemmelig over, at vi har den ringeste sommer ift. varme gennem de sidste 10 år. For sevans hvor er vores lille Bean ringe til at deale med den slags...

Mandag er der tremåneders vaccine - update herom skal nok følge.