Kæreste gæsteblogger om "Dads in the wood"

Kæreste lovede at gæsteblogge om sin vildmarkstur med Bean, 4 andre fædre og 4 andre børn - og han holder, hvad han lover, så her er den fulde beretning om turen:

Dads in the Woods

"Lørdag morgen pakkede jeg min rygsæk med alt det grej, jeg kunne forestille mig, jeg ville få brug for. 5 fædre og hver vores lille barn (13mdr - 3 år) skulle på en tur i skoven, hvor vi ville lave bålmad, sove i telt og bygge svævebaner. Beans mor havde tydeligvis trang til at blande sig i oppakningen og de medbragte madvarer, men med stor viljestyrke holdt hun både fingrene og de gode råd væk - dette var en tur for far og barn.

På vejen til Gribskov hentede jeg et andet far-datter hold og vi fyldte bilen med telte, bålgryder, klatrereb, sovegrej, gasflasker og diverse friluftsgenstande. Bean valgte at sove hele turen, men den anden pige kunne ikke sove, for hun var sulten og tørstig. Her var det tydeligt, at der ikke var mødre med i bilen. Der var ikke et kæmpe lager af sunde snacks, vandflasker i børnestørrelse eller legetøj til børnene på bagsædet. Alt var pakket ned i bagagerummet (på yderst logistisk praktisk vis), så på bagsædet måtte de overleve på en kvart figenstang og lidt opmuntrende ord fra fædrene.

Kl. 10 parkerede vi bilen og tog vores grej på ryggen for at vandre mod den lejrplads vi havde udvalgt os. Efter et stykke vandring, hvor armene var blevet meget lange (jeg bar Bean) fandt vi frem til en mudret, fugtigt og myggebefængt rydning i skoven. Absolut ikke en børnevenlig lejr, og slet ikke hvad vi havde regnet med. Efter at have bandet og svovlet over ham, der havde anbefalet stedet, valgte vi at slæbe vores gear og børn tilbage til bilen og bruge verdens sejeste app (tjek “lejrpladser” i App Store) til at finde et mere børnevenligt sted i nærheden.

Valget faldt på Borupgaard ved Esrum sø. Desværre var stedet sådan ikke lige at finde. Bean var nu vågen og både hende og vores medpassager var meget sultne (det var efterhånden en halv time senere end deres frokosttid) så de beklagede sig lidt fra bagsædet. Vi valgte at køre igennem skoven og forcere diverse spærrende kæder på trods af flere advarsler om at det var ulovligt - men sultne børn overtrumfer alt andet.

Da vi kom frem, blev børnene fodret og de andre fædre dukkede løbende op. Vi lavede en hyggelig lejr med telte spredt over pladsen, så hver lille familie havde deres egen base. Dagen igennem opdagede vi løbende hvad vi havde glemt at få med. Toiletpapir, vådservietter, en varm hue, mad til barnet og regntøj til både far og datter var blandt de genstande som var efterladt hjemme i lejligheden. Heldigvis kunne fædrene supplere hinanden med alt fra peanutbuttermadder til sorte sække så ingen led overlast.

Vi hyggede med at lave bål (menu: ristede bananer, kaffe, hotdogs, pizzaer og pasta med kødsovs), gå ture i skoven (Bean samlede ret mange pinde op), kaste sten i søen (en uendelig interessant aktivitet) og køre i hjemmelavet svævebane. De større børn legede sammen konstant og forsøgte at lave unoder som fx at stikke af i skoven (under hemmeligt opsyn), men Bean var lidt for lille til at være med på legene og så kan hun heller ikke gå særlig godt endnu.

Bean syntes vist alle indtrykkene var ret mættende for da hun kl. 18.30 fik rullet soveposen om sig gik hun totalt i brædderne. Dette på trods af larm fra et voldsomt skybrud med dertilhørende tordenskrald. Hun sov igennem hele natten selvom fædrene sad og snakkede højere og højere omkring bålet og vågnede først næste morgen kl. 6.30 (ny soverekord).

Da alle børnene sov sødt, sad fædrene og delte de chips, øl og rødvin vi havde medbragt. Det slog os, at vi efterhånden var blevet lidt gamle eftersom nogle af samtaleemnerne inkluderede godnatsange og ammedebatten, men vi blev enige om, at vi var ret cool alligevel.

Søndag morgen lavede vi fælles morgenmad (havregrød med jordbærmos) og pakkede sammen og smuttede hjem. Bean var absolut ikke i humør til flere eventyr på dette tidspunkt, så hun ville hele tiden være ved mig, og blev meget ked hvis jeg gik nogen steder uden hende.

Vi var hjemme igen til frokosttid, hvor en glad og veludhvilet mor tog imod med varmt bad og rent tøj. Alt i alt havde det været en rigtig dejlig tur på trods af glemte effekter og voldsomt regnvejr. Bean var måske lige det mindste for sådan en tur, for det var lidt begrænset, hvad hun turde kaste sig ud i. Derfor hang hun meget på mig og skulle bruge væsentligt mere tid end de lidt større børn før hun følte sig tryg. Turen var dog på alle fronter en succes og fædrene er enige om at gentage arrangementet. Mødrene vil nok heller ikke have noget imod at få hjemmene for sig selv et døgns tid eller to."

Der er ikke noget, der hedder dårligt vejr...

Barneleg i skoven

Sådan et telt kan godt være ret stort, når man er ret lille

Bean og Kæreste tager en time-out fra alle de nye indtryk 

Der bygges svævebane med interesseret publikum

Flyvende Bean - svævebaner er et hit!

PS: Tak for lån af billeder til en af med-fædrene :)

PPS: Kærestes fleece? I have no words.